Kunstnervillaen

På en fredelig villavej i Vanløse ligger Kunstnervillaen som et smukt eksempel på, hvordan bygningskunst, havekunst og malerkunst som et samlet hele kan danne inspirerende ramme for en kunstners praksis.

Huset kombinerer atelier, bolig og have og var i 40 år fundamentet for arbejds- og familielivet for maleren Arne Petersen og hans hustru Ebba Gregersen.

Atelierboligen var, da den byggedes i 1949, et formelt, kunstnerisk eksperiment, men også et socialt eksperiment, der blev forbillede for senere byggerier i landet. Eksperimentet har siden 1990 levet videre i form af et boliglegat, som ægteparret indstiftede for at give yngre lovende billedkunstnere mulighed for at bo og arbejde i huset.

I dag danner atelierboligen under navnet Kunstnervillaen forbillede for fremtidige byggerier for kunstnere: Så smukt og funktionelt kan atelierboliger udformes og drives til en pris, der er overkommelig for yngre kunstnere.

I perioden 2024-26 er Kunstnervillaen under renovering, og boliglegatet er derfor lukket for ansøgninger. Det vil fremgå her på sitet, når der åbnes for ansøgninger igen.