BoligLegatets historie
Efter befrielsen i maj 1945 ledte maler Arne Petersen og hans hustru, kontorassistent Ebba Gregersen, efter en bolig i København med plads til, at Arne kunne arbejde med sin malerkunst. Det viste sig hurtigt umuligt at finde et sådant fristed i København.
Historisk set har byen København aldrig ført en boligpolitik, som kunne fremme vilkårene for billedkunstnere – i modsætning til fx Paris, som bevidst har ført en byudviklingspolitik, som gør det muligt for kunstnere at bo og arbejde i byen.
Ægteparret aftalte derfor med deres nære ven, arkitekten Edvard Heiberg, at han skulle tegne en atelierbolig særligt indrettet til Ebba og Arne. Samtidig bad de landskabsarkitekt C. Th. Sørensen om at udfærdige en plan for haven.
Atelierboligen stod indflytningsklar i 1949, og opnåede præmiering af Københavns Kommune i 1950. De næste fire årtier dannede hus og have ramme om ægteparrets aktive, sociale liv, hvor mange af tidens markante kunstnere og kulturpersonligheder mødtes til middage, fester og politiske diskussioner.
Arne Petersen (1907-1989) & Ebba Gregersen (1905-1981)
Arne Petersen og Ebba Gregersen (kaldet Ebs) giftede sig i 1934. Ebba var oprindeligt kontoruddannet, men blev som hjemmegående hustru Arnes uundværlige støtte, mens han forfulgte sin drøm om at male.
Ebba Gregersen kom fra trange kår i Vestjylland, men voksede op hos mere velhavende slægtninge i København. Hun bragte lige dele vestjysk snusfornuft og borgerlige dyder med sig ind i ægteskabet. Det var hende, der sørgede for at det åbne og levende kunstnerhjem, de skabte sammen, altid kunne tage varmt imod besøgende kunstnerkolleger, familie og venner fra hele deres store omgangskreds i det københavnske kulturliv.
Arne Petersen studerede i 1920’erne hos Sigurd Wandel på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Motivvalget og paletten ændrede sig gradvist gennem årene fra et figurativt til et mere forenklet formsprog, som udvikledes til et rent konkret maleri. Han deltog i en lang række udstillinger primært på københavnske udstillingssteder – blandt de vigtigste er hans soloudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i 1982.

Ebba Gregersen og Arne Petersen. Foto: Edvard Heiberg.
Bedre arbejdsvilkår for kunstnere en hjertesag
Arne Petersen satte idealer og fællesskab højt. I 1940’erne var han aktiv i modstandsbevægelsen og i Det Kommunistiske Parti, men i årene efter krigen rettede hans stærke politiske engagement sig særligt mod at forbedre kunstneres arbejdsvilkår og udstillingsmuligheder i København.
Det førte ham bl.a. til Foreningen for Ung Dansk Kunst, som han var aktiv i op gennem 1950’erne og 1960’erne. I starten af 1970’erne var han medstifter af kunstnerfællesskabet Galleri A-gruppen, som frem til 1982 var et kollektivt drevet udstillingssted i Københavns indre by.
Det fagpolitiske engagement og ansvarsfølelsen overfor nye generationer af kunstnere var en ledetråd livet igennem for Arne Petersen.
Derfor besluttede han og Ebba Gregersen i 1980 at oprette et legat til yngre lovende kunstnere. Ægteparret sikrede, at deres beskedne formue samt huset i Vanløse efter deres død skulle indgå i legatet.
En gave til fremtidens kunstnere
For det barnløse ægtepar var det magtpåliggende, at deres atelierbolig blev bevaret og ikke overgik til andre boligformål end for en kunstner. Derfor er det den indsatte legatbestyrelses bestræbelse, at såvel hus som have vedligeholdes og restaureres på en sådan måde, at den harmoniske og kunstneriske enhed i det væsentligste bevares til gavn for de integrerede kunstarter: bygningskunsten, havekunsten og malerkunsten.
Ebba Gregersen og Maleren Arne Petersens Boliglegat er i dag det eneste boliglegat for yngre billedkunstnere i Danmark.
I perioden 2024-26 er Kunstnervillaen under renovering, og boliglegatet er derfor lukket for ansøgninger. Det vil fremgå her på sitet, når der åbnes for ansøgninger igen.














